Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rettede — Hugo skriver, at han vil staae paa samme
Stridsvogn som han, Lamartine skal føre Landsen,
han styre Hestene — og disse Digte høre til de
interessanteste, dels fordi de ere overordentligt
skjønne og vidne om Hugos paa engang ærbødige
og broderlige Forhold til den ældre Digter, dels
fordi i dem jævnsides med de religiøse og sociale
Anskuelser æsthetiske Synsmaader bryde frem.
I alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor
alvorligt den unge Digter har opfattet sit Kald.
Dette Kald betegnes overalt som Prophetens. En
Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om
Lamartine hedder det, at man skulde troe, Gud
havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt.
Men i Digtene til denne sidste sees det skarpest,
hvorledes Hugo opfatter den nye Poesies Stilling
og Forhold til det 18de Aarhundredes. Denne
hans Opfattelse har en slaaende Analogi med
Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets Begyndelse hos
os Oehlenschlæger og hans Venner opfattede
deres Stilling overfor Baggesen. Man gjennemlæse
f. Ex. Digtet «Lyren og Harpen» (Liv. IV,
Ode 2). Lyren betegner den forgangne Epoches
letsindige og letfærdige Poesi, der opfordrer til
Livsnydelse, besynger Jupiter, Mars, Apollo og
Eros og lærer en aandfuld Epicuræisme, i Harpens
Toner derimod klinger Opfordringen til at
vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor
og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
