Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guder. Havde de gjort det, saa vilde, mener han
naivt, «de sophistiske Skrifters Triumph» i det
18de Aarhundrede have været langt mere vanskelig.
Hvad vilde der være bleven af Philosophien, ifald
Guds Sag var bleven forsvaret af Geniet istedenfor
som nu alene af Dyden! Han værger sig af
alle Kræfter imod Benævnelsen romantisk. Han
tilstaaer, at han for sin Del «er fuldstændig
uvidende om, hvad der forstaaes ved klassisk og
romantisk Kunstform», og i Modsætning til alt
det Vrøvl, som paa hin Tid blev sagt derom,
erklærer han den hele Inddeling for tom og
meningsløs med disse sunde Ord: «Det er anerkjendt,
at enhver Litteratur modtager et stærkere eller
svagere Præg af det Folks Klima, Sæder og Historie,
hvis Udtryk det er. David, Homer, Virgil,
Tasso, Milton og Corneille, disse Mænd, der hver
repræsentere en Poesi og et Folk, have intet
Andet tilfælles end Geniet», kunne følgelig ikke
deles i klassiske og romantiske Aander. Han
imødegaaer den Ytring, at den litterære Revolution
(øiensynligt Ckateaubriands) er et Resultat
af den politiske Revolution. «Den nuværende
Litteratur kan tildels være Revolutionens Resultat
uden derfor at være dens Udtryk. Revolutionens
Samfund har havt sin Litteratur, hæslig og
taabelig som den. Hin Litteratur og hint Samfund
ere døde sammen og ville ikke mere leve op.
Ordenen gjenfødes fra alle Sider i Institutionerne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
