Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den politiske Baggrund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heller ikke. «Naar et Folk, udraabte han en Dag,
der rask gaaer frem i Kundskab og Magt, tilsidst
bemærker, hvor langt dets Regjering er seilet
agter ud bag det, hvad Andet er der da at gjøre,
end at trække Regjeringen frem i Høide med
Folket!» Den Dag var ikke fjern, da Robert
Emmet dyrt skulde bøde for saa dristige Ord. I
1798 exploderede det opsamlede Sprængstof, og
Castlereagh vaskede (efter Byrons Udtryk) sine
unge Hænder i Elins Blod. Det Raseri, hvormed
Regjeringen gik tilværks mod Rebellerne, var saa
dyrisk og vildt, at neppe nogen Opstands
Undertrykkelse i den moderne Tid har ført saadanne
Rædsler med sig. Jeg kommer tilbage dertil
sidenhen i Anledning af Moores irske Melodier.
Hadet til Revolutionen fortsatte sig som Had til
Napoleon. Det gik over alle fornuftige Grændser.
Thackeray fortæller en Anekdote, der giver en
Forestilling om dets Grad. Jeg kom, siger han,
fra Indien som Barn, og vort Skib lagde an ved
en Ø paa Veien hjem, hvor min sorte Tjener tog
mig med til en lang Spadseretur over Klipper og
Høie, indtil vi naaede en Have, hvor vi saae en
Mand gaae op og ned. «Det er ham,» sagde den
sorte Mand, «det er Bonaparte. Han spiser tre
Faar hver Dag og alle de smaa Børn, han kan
faae fat paa», og Thackeray tilføier: der var flere
Mennesker i det britiske Rige end dette stakkels
Calcuttatyende, der havde en lignende Rædsel for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
