Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bragte mig til at byde mit hele Rige et tungt
Farvel ...» Saaledes taler Oceanus. Og da de
faldne Guder, enten overbeviste eller harmfulde
tie, bryder een, paa hvem Ingen tænkte, en
Gudinde: Clymene, den lange Taushed, og med
hektiske Læber og milde Blik taler hun saaledes
frygtsomt blandt de Stolte: «O Fader jeg er her den
ringeste Stemme og al min Kundskab er den, at
Glæden er forsvunden og at Kval har sneget sig
ind i vore Hjerter for, frygter jeg, at blive der
for evigt. Jeg vilde ugjerne varsle ilde ... dog lader
mig fortælle min Sorg, sige, hvad jeg hørte og
hvorledes det bragte mig til at græde og indsee, at vi
have mistet alt Haab. Jeg stod paa en yndig
Kyst, hvorover en sød Brise blev henaandet fra
et duftende og stille Land med Træer og Blomster.
Kysten var fuld af rolig Glæde, som jeg af Sorg,
saa rig paa Glæde i sin lune bløde Varme, at jeg
fornam en Tilbøielighed til ligesom at rette en
Bebreidelse mod denne sorgløse Egn i Sange om
vor Jammer og Musik om vor Kval, og jeg satte
mig ned og tog en Conchylie med aabne Læber
og mumlede ind i den og dannede en Melodi —
ak ikke mere at kalde Melodi! thi medens jeg
sang og med fattig Kunst lod den dumpe Skals
Echo strømme over i Brisen, kom fra en
skovbevoxet Strand overfor mig, fra en Ø ude paa
Søen, med den nu skiftende Vind, en Fortryllelse,
som paa een Gang druknede mine Sandser og vakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
