Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarhundredes bedste italienske Kunstnerhænder. Han siger
om Melancholien: «Den dvæler hos Skjønheden —
hos Skjønhed, som maa døe og hos Glæden,
hvis Haand stadig er ved dens Læbe,
bydende Farvel». Han siger om Digtekunsten:
den er en uudtømmelig Strøm af Lys; den er den
høieste Styrke, den er Magt selv, halvt
slumrende paa sin høire Arm.»
Saaledes see vi Keats’s digteriske Evne vinde
stedse mere og mere i Omfang. Hans Udgangspunkt
og Udgangspunktet i de smukkeste blandt
hans mindre Digte (som Oden til Nattergalen) er
Skildringen af en rent legemlig Tilstand, som
Mathed, Nervøsitet, Opiumsdøsighed, Tørst,
Forsmægten; paa denne Baggrund af Sensibilitet hæve saa
Sandsebillederne sig frem, tydelige og runde,
omtrent som Reliefer paa et Skjold. Jeg veed ikke
hvorfor, men Ordet Sammensveisuing er flere Gange
kommet mig paa Læben ved Tanken paa Keats’s
Billeder. De have noget vist Fuldtlødigt og
Færdigt ved sig, som om de paasveisedes en Flade.
Man agte nøie paa, hvorledes Skikkelserne
langsomt hæve sig frem i de Brudstykker, jeg nu vil
citere. Det er den første og tredie Strophe af
den skjønne «Ode to Indolence»:
«En Morgen saa jeg tre Figurer for mig i
Profil med bøiede Nakker og foldede Hænder. Den
ene gik med roligt Aasyn bag den anden i bløde
Sandaler og hvidt Gevandt; de gik forbi lig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
