Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foredrag; hans Stemme var tverimod, siger
Madden, som hørte ham, moduleret med den største
Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken
med visse Bevægelser, der vare ham eiendommelige
og som besadde en særegen Ynde. Tredive
Aar efter tale Vidnerne til denne gjennemtrængende
Veltalenhed endnu ikke uden Sindsbevægelse
om den Gratie og den Høihed, hvormed han
trodsede sine Dommere. En Correspondent til Times,
der absolut fordømmer selve Oprøret, siger i sit
Brev om Emmet: «Men det maa jeg tilstaae: han
var stor midt i sine Vildfarelser; da han paa
Processens Dag, i det Øieblik Graven aabnede sig for
at modtage ham, rystede selv Rettens Mure ved
sin Veltalenheds Energi og Glands, saae jeg hin
Snog, som hans Fader havde næret ved sin Barm
(Lord Plunket) zitre under hans Blik og hint
Udskud af Menneskeheden, der dømte ham, (Lord
Norbury) blegne og skjælve paa sin Stol.»
Emmet endte med disse Ord: Mylords, I vente
utaalmodigt Eders Offer. Alle de Rædsler,
hvormed I have omgivet mig, have ikke formaaet at
isne det Blod i mine Aarer, hvorefter I ere saa
begjærlige, og om faa Timer vil det skrige om
Hævn til Himlen: men Taalmodighed endnu. Jeg
har kun faa Ord at sige; jeg gaaer til min kolde
og stumme Grav; mit Livs Lampe er næsten
slukt. Jeg har for mit Lands Skyld skilt mig
fra Alt, hvad der var mig dyrebart i dette Liv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
