Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
umaalelige Sø, hvis Bølger ere Aar og have Braksmag
af Saltet af menneskelige Taarer — Sneen og alle
Former af den straalende Frost.
Man læse det Digt, hvori de sidste Ord forekomme.
Det resumerer elegisk hans Elskov til
Naturen. Det hedder «Song» og er rettet til
Glædens Aand. Han klager over, at den har
forladt ham, at den kun elsker dem, der ikke trænge
til den, at En som han aldrig kan vinde den
tilbage igjen, at den skræmmes af Sorg og flyer for
Kummer. «Kummerens Suk synes at bebreide dig,
du ikke er nær, og Bebreidelser vil du ikke høre».
Og han slutter:
Se, jeg elsker Alt hvad du elsker, du Glædens
Aand, den friske Jord i sit nye Løv og den
stjernerige Nat og Efteraarsaftenen og Morgenen,
naar de gyldne Taager fødes. Jeg elsker Sne og
alle Former af den straalende Frost, jeg elsker
Bølger og Vind og Storm, næsten Alt, hvad
Naturens er og som ikke er plettet af Menneskets
Elendighed. Jeg elsker rolig Ensomhed og
saadant Selskab, der er stille, viist og godt. Mellem
dig og mig, hvad Forskjel er der da? ... o, tag
endnu engang Bolig i mit Hjerte!
Men ud af disse elegiske Stemninger stiger
Shelleys Aand i Kraft af sin herlige Frihedsbegeistring
med Lærkeflugt snorlige iveiret. Hans
Ode til Lærken, der betegner Overgangen til hans
Frihedsdigte, er skrevet under en Rus af befriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
