Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg mødte Mordet paa min Vei, det saae ud
som Castlereagh, saa kom Hykleriet som Krokodille,
det lignede Lord Sidmouth. Da Alle flyede,
var der en afsindig Pige tilbage, hendes Navn var
Haab, sagde hun, men hun saae mere ud som
Fortvivlelse, og hun raabte ud i Luften: Min Fader
Tid er svag og graa af at vente paa bedre Dage.
See, hvor idiotisk han staaer, famlende med sine
rystende Hænder. Han har mistet alle sine Børn
undtagen mig. Jammer, o Jammer!
Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte,
at Shelley i disse Aar nedlagde sine politiske og
sociale Ideer og Lidenskaber. Han forfattede i
Aaret 1818 to meget eiendommelige episke
Digtninge «Julian and Maddolo» og «Rosalind and
Helen». Det første giver en levende Skildring af
hans Samliv med Byron i Venedig og er et af de
mange Vidnesbyrd om hans ædle og brændende
Begeistring for Byrons Poesi. Digtet indeholder
en Fremstilling af de to Venners Besøg paa en
Sindssygeanstalt udenfor Venedig og af de
Stemninger, dette afføder hos Shelley. Han «hvem en
Vildfremmeds Taarer kunde hærje som Draaberne
en Sandsten og som kunde sørge over Kvaler,
Andre ikke see», maatte nødvendigvis føle en dyb
Medlidenhed med de Ulykkelige, man paa hin Tid
endnu lagde i Lænker og straffede med Svøbeslag.
Hvor lidet Begreb man dengang havde om Sindets
Sygdomme og med hvilket Barbari Patienten blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
