Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Shelleys Kaukasus med hans Prometheus. Siden
Menneskeaandens Frigjørelse for Alvor var
begyndt, sysselsatte denne Type alle de store
Digtere. Den opstaaer omkring vort Aarhundredes
Begyndelse i Goethes, Byrons og Shelleys
Hjerner. Goethes deilige Digt fremstiller den fra
Gudetroen løsrevne Menneskeaand i dens Arbeiden
og kunstneriske Frembringen, stolt af sin Hytte,
som Guden ei har bygget, og dannende Skikkelser
i sit Billede. Goethes Prometheus er den
formende og frie. Byrons haarde, korte, ildfulde
Vers skildrer Martyren, der lider med sammenbidte
Tænder i Tavshed, hvem ingen Tortur kan
fravriste Tilstaaelsen, og som sætter sin høieste
Ære i ikke at lade sine Kvaler ane; denne Titan
vilde aldrig som den antike have ladet sig trøste
af Oceanets Døtre eller have klaget for dem —
Byrons Prometheus er den trodsende og bundne.
Men Shelleys ligner ingen af dem. Han er
den velgjørende Menneskeaand, som kriger mod
det onde Princip, som en uendelig lang Tid
igjennem undertrykkes af det og ei af det alene, men
af alle andre Væsener, de Gode med, der ere
narrede til at antage det Onde for nødvendigt og
godt: han er den Aand, der kun en Tid — om
nok saa lang — kan fængsles og lænkebindes,
men som en Dag til Universets Henrykkelse
befries — den seirrige, den løste, den af alle
Himmellegemers forenede Jubelsang hilste Prometheus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
