Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han er selv i sine Kvaler fuldstændig rolig;
thi han veed, at Jupiters Regjering ikke er Andet
eller Mere end Periode i Verdenslivet. Derfor
vilde han ikke bytte den sorte Afgrund, hvori han
forsmægter, for vellystig Glæde ved Jupiters Hof.
Da Furierne lee ham ind i hans evigt søvnløse
Øine, svarer han: Jeg tænker ei paa, hvad Ondt
I gjøre mig, men paa, hvor ilde I selv have det,
da I ere onde. Hvor ganske anderledes vilde en
Byronsk Prometheus have svaret. Han er helt
igjennem Kjærlighed — til sine Fjender, til
Menneskene. Og Trodsen har ikke lukket Titanens
Hjerte for Elskov. Han mindes i Kvalerne sin
Brud, hende, der «naar hans Hjerte strømmede
over, var som en gylden Kalk, der opfangede
den ædle Vin». Asia er den Titanen elskende
Natur. Hun er Lysets Barn, en levende
Elskovsflammeskikkelse, hvis Læber, som Panthea synger,
med deres Kjærlighed tænde Aanden mellem dem,
og hvis Smil gjør den kolde Luft til Ild. Da
saa Kvalernes og Uretfærdighedens Tid er omme,
synker Jupiter feig og foragtet, ynkeligt
anraabende Prometheus om Naade, ned i Afgrunden.
Den prometheiske Tidsalder begynder, og Luften
forvandles til et Ocean af evige og deilige
Kjærlighedsmelodier, Jordens tunge, dumpe Jubel
vexler med Maanens henrivende Salighedssang,
til Altet smelter sammen i en Glædeshymne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
