Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grad hans Sag; hvor meget mindre da det
krigerske Naturel i den sammensatte og moderne
Form deraf, man har betegnet som dæmonisk!
Og dog har han anet Byron. Han har i Busten
(ikke i Statuen) sat ham et Mindesmærke, der
skjøndt det hverken tilfredsstillede Grevinde
Guiccioli eller Thomas Moore, dog er saavel Digteren
som Kunstneren værdigt. Ifald han havde kjendt
Byron personligt, vilde Værket formodentlig være
blevet endnu fortrinligere, have havt et Træk
af det Aabne og Sympathetiske, der har slaaet
Enhver, som kjendte Byron nøie. Dette kom nu
ikke frem. Men det lykkedes den danske Kunstner
bag det mørke Udtryk, som han antog for
paataget, at trænge ind til det virkelige, dybt
originale Stempel af Smerte, Uro, Geni, ædel og
frygtelig Kraft.
Det er sikkert nok denne Byron, Byron, som
man kjendte ham fra Museet, med hvilken den
yngre Slægt i Danmark er voxet op. Men med
Billedet fulgte tillige haardnakket Anekdoten om
Besøget i Thorvaldsens Værksted og dennes
Udbrud: «Han vilde nu engang være saa ulykkelig» [1],
og man undrede sig uvilkaarligt over at
en saa stor Mand ikke skulde være fuldstændigt
naturlig. Saaledes kom vi fra først af i et skjævt
eller usikkert Forhold til Byron. Og i de 50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
