Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar, der ere hengaaede siden den store Digters
Dod er Slægten kommet i et lignende fremmed
Forhold til ham. Han er saa langt fra at være
vore Dages Helt. Hvad der endnu langt mere
end hans poetiske Storhed bragte vore Bedstefædre
og Bedstemodre til at sværme for ham, det har
netop stødt den nulevende Generation tilbage fra
ham. Legenden om ham, den hele Tradition, hvormed
hans Historie er overgroet og som forhindrer
os fra at see den, Theaterhelten i ham, hvis
Halstørklædes Knude var Mønster, Romanhelten,
der ikke kunde skille sig fra sine Pistoler, og
hvis Elskovseventyr bleve ligesaa navnkundige
som hans Vers, endelig Aristokraten, hvis høie
Rang var ham selv saa værdifuld, men hvis Titel
ikke længer virker imponerende paa en mere
demokratisk Efterslægt. Vor praktiske og positive
Tidsalder ringeagter den Figur som Byron snart
satte sin Ære i at være, snart i Virkeligheden
var: Dilettanten. Det var ham en Æressag at
drive sin Kunst som Amateur og Dilettant. I
Fortalen til sine første Poesier bemærker den unge
Digter, at hans Stilling og hans Bestræbelser
gjøre det høist usandsynligt, at han nogensinde
paany vil gribe Pennen. I April 1814 beslutter
han paa Høiden af den Hæder, hans første
poetiske Fortællinger have skaffet ham, aldrig mere
at skrive Poesi og at undertrykke Alt, hvad han
allerede havde forfattet. En Maaned efter digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
