Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samfundshykleriet i Europa. Hans Trods var kun
en af Formerne for hans Sandhedskærlighed. En
Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt
Sandheden brændte ham som en Glød paa Tungen.
Da Tjenestepigen en Dag havde taget Barnet med
i Theatret for at see Shakespeare’s «Taming of
a shrew», og man var kommen til det Sted, hvor
Catharina siger «Det er jo Maanen», og Petruchio
for at tæmme hende svarer «Hvor Du lyver!
det er jo den kjære Sol», sprang den lille Geordie
indigneret over denne Usandhed op og raabte til
Skuespilleren: «Og jeg siger Dem, Sir, at det er
dog Maanen.»
Da George var 10 Aar gammel, døde hans
Grandonkel. Barnets første Bevægelse var at løbe
ind til sin Moder og spørge om hun ingen
Forandring kunde bemærke paa ham, siden han var
bleven Lord. Da næste Morgen Eleverne i Skolen
bleve raabte op og hans Navn under hans
Kammeraters Jubel blev ledsaget af Titelen Dominus,
var Indtrykket saa dybt, at han brast ud i Taarer
og ikke kunde faae det sædvanlige Svar «Adsum»
over sine Læber. Hans heftigste Glæder vare
tidligst og længe Forfængelighedens Triumpher. Men
for at forstaae denne Sindsbevægelse maa man
erindre, hvad Lordværdigheden i England betød og
betyder. Adelige i streng Forstand ere i dette
Land ikke mere end omtrent 400 Personer, altsaa
omtrent saamange som der er Fyrster i Tydskland,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
