Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luft. Angrebene havde for første Gang givet
Byron et Sandseindtryk, der snart skulde blive
hans constante, den Følelse i hvilken han først
helt fornam sig selv, og det var denne: Ene mod
Jer Alle! Denne Sandsefornemmelse var Livselixiren
for ham som for Historiens andre store
stridbare Naturer. «Mig skulde man kunne haane
ustraffet! Mig troer man at kunne knuse! Mig
som ene er stærkere end dem Alle,» det er det
Thema, som har sunget for hans Øren, mens han
skrev. Edinburgherne vare vante til, at naar de
i en saadan Recension sloge en lille Dusindigter
til Jorden som en Flue, eller af Vaade skjøde en
stakkels lille Sangfugl ned, den Paagjældende da
græmmede sig i Stilhed, eller ydmyget gav sin
egen mangelfulde Begavelse Skylden, saa at
Kritiken i ethvert Fald fulgtes af en dyb Taushed.
Men nu vare de stødte paa den, hvis uhyre Styrke
og Svaghed det netop var aldrig at give sig selv
Skylden for en Vanskjæbne, men med Lidenskab
at kaste den over paa Andre. Ogsaa denne Gang
fulgtes Kritiken af en halvandetaarig Taushed. Men
da gik det som der staaer i Victor Hugos Digt:
Tout à coup au milieu de ce silence morne
Qui monte et s’accroît de moment en moment
S’élève un formidable et long rugissement,
C’est le lion [1].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
