Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke,
ikke gratiøse, ikke vittige Satire er mere Brøl
end Sang. Den Digter der har Nattergalens Strube
fryder sig, naar han første Gang hører, at hans
Stemme har Vellyd [1]; den grimme Ælling sporer
sin Svanenatur, da den kastes ud i sit Element;
men Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer
den, at den nu er voxet op til Løve. Man søge
da ikke i «English bards and scotch reviewers»
efter Kaardestød, givne med en fast og sikker
Haand; disse Saar ere ikke slagne af en Haand,
men huggede af en Klo — dog ex ungve leonem! Man
søge ikke her om Kritik, Maadehold og Fornuft;
har det saarede Rovdyr Skjønsomhed og Takt, naar
en Kugle, der skulde dræbe det, kun har saaret
det flygtigt? Nei Rovdyret seer sit eget Blod
flyde, der staaer Blod for dets Øine og det vil
udgyde Blod til Hævn. Det søger ikke heller
den, som fyrede, alene; naar En af Skaren har
saaret den unge Løve, da ve Skaren! Alle
Englands Digternotabiliteter, de berømteste, de
mest feirede, Enhver, der var vel anskreven i
Edinburgh Review, og Enhver, som skrev deri,
Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang.
Chr Winther: Til Een, Nr. 139.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
