Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kold. Den historisk-romantiske Sands fattedes
ham ligesaa fuldt som den romantiske Nationalfølelse.
Hans poetiske Tanker og Længsler dreiede
sig hverken om Englands grønne Enge eller om
Skotlands taagede Høilande, men om Genfersøen i
dens evige Farvepragt og det græske Archipelagus.
Ham sysselsatte ikke hans Folks historiske
Bedrifter, ikke Kampene mellem den røde og hvide
Rose, men Nutidens Politik og blandt Fortidsminderne
kun Erindringerne om de store Frihedskampe.
De gamle Statuer vare ham kun Sten,
han fandt de levende Kvinder skjønnere end alle
de antike Gudinder (Pottemagerarbeide, som han
kalder dem i Don Juan), men han faldt i Tanker
paa Marathonmarken og har i begge sine Epopeer
forherliget den i udødelige Vers. Og da han i
sit sidste Leveaar kom til Ithaka viser han
Førernes Tilbud om at see Øens Monumenter tilbage
med de Ord til Trelawny: «Jeg hader antiquarisk
Vrøvl. Troe de Mennesker da, at jeg ingen
lyse Øieblikke har og er kommen til Grækenland
for at sammensmøre endnu flere Taabeligheder.»
Den praktiske Frihedspathos slugte tilsidst endog
den poetiske hos ham. Med Byron er den
romantiske Sentimentalitet forbi, med ham oprinder
den moderne Aand i Poesien og derfor var han
en Mand, der virkede ikke blot for sit Land, men
for Europa, og derfor er han en Sanger for dem,
der tilhøre den Tid, hvori de leve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
