Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han, der i lige Linie stammer ned fra Rousseau,
føler sig heftigt dragen til alle de i
«Naturtilstanden» levende Folk [1]. Albaneserne ere næsten
endnu den Dag idag saa vilde som deres
pelasgiske Forfædre, og Næveret og Blodhævn gjælder
endnu imellem dem som eneste Retsorden. Det
første Skue af Mænd og Kvinder paa Kysten i
de prægtige Costumer, med høie Filthuer eller
Turbaner, med sorte Slaver, med pragtfuldt
sadlede Heste, med Trommehvirvler og Muezzin-Raab
fra Minareterne var, da Solen lige gik ned og
lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn af
tusind og en Nat. Janina viste sig at være en
endnu betydeligere By end Athen. Det var i
Nærheden af denne By, at de Reisende i en Nat,
som Byron har besunget, mistede deres Fører og
at han ene mellem Bjergene med Hungersdøden
Here, the self-torturing sophist, wild Rousseau,
The apostle of affliction, he who threw
Enchantment over passion, and from woe
Wrung overwhelming eloquence, first drew
The breath, which made him wretched; yet he knew
How to make madness beautiful, and cast
O’er erring deeds and thoughts a heavenly hue
Of words, like sunbeams, dazzling as they pass’d
The eyes, which o’er them shed tears feelingly and fast.
Childe Harold III, 77.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
