Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oden til Venedig og endelig i Beppo. der blev
skrevet paa Stedet. Aldrig havde hans Sind
været saa nedtrykt som i dette Øieblik og aldrig
havde han trængt mere til Glemsel. Italiens
henrivende Clima og bedaarende Atmosphære slog
ham for første Gang varmt imøde. Han var 29
Aar gammel. Med sine skjønne Kvinder, sine
letfærdige Sæder, sit hele sydlandske Liv indbød
Venedig til en Sandsernes Tummel og Rus. En
brændende Trang til Lykke og Nydelse laa i hans
Natur og hans Trods var hidset til det Høieste.
Man troede ham dog istand til enhver Udsvævelse,
han kunde da lige saa godt virkeligt give
sine reisende Landsmænd Noget at skrive hjem
og de gamle Fruentimmer Noget at daane over;
de daanede og skrev jo dog, hvad han saa gjorde.
Det første Byron foretog sig i Venedig var
at tage sig en Gondol, en Gondoliere, en Loge i
Theatret og en Elskerinde. Den sidste fandt han
let; han havde indlogeret sig hos en Kjøbmand hvis
unge 22aarige Hustru Marianne Segati skildres som
en Antilope med store mørke Øine. Hun og
Byron bleve saa forelskede i hinanden, at Byron
lod Hobhouse reise til Rom alene. «Jeg vilde
være reist med, skriver han, men er forelsket
og maa vente til det er ovre». Den unge
Kone trak ham med om i al Karnavalsglæden.
Han levede ganske paa Venetiansk, sværmede
Nætterne igjennem, iagttog — af Frygt for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
