Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ottaverimet med dets trefold sammenrimede
Sextet, til hvis Masse Slutningsrimet føier snart et
Facit, snart en Spøg, snart en sproglig
Overgivenhed, snart en susende Vittighedspil. Hvad
Digtet handler om? Om ligesaa lidt som Alfred de
Musset’s Namouna eller Paludan-Müllers «Dandserinden»,
der 16 Aar efter (1833) skreves som Efterligninger
deraf. Handlingen er Intet: At en Venetianer
reiser bort fra sin Kone og bliver saa længe
borte, at hun længst har antaget ham for død og
længst er saa godt som gift paany, da han pludselig
efter at være solgt som tyrkisk Slave kommer hjem
og klædt som Tyrk finder sin Kone paa et Maskebal
med sin mangeaarige Efterfølger under Armen. Han
staaer efter Ballets Slutning ved Døren til sit
Hus, da Parret stiger ud af Gondolen. Da alle
tre ere komne sig lidt af den første Overraskelse,
forlange de tre Kopper Kaffe og nu udspinder sig
følgende Conversation. Laura siger: Beppo! Gud,
hvor dit Skjæg er voxet! hvor kunde det dog falde
dig ind at blive saa længe borte? Er du virkelig
bleven Tyrk? og har du et Harem? og er det sandt
at de spise med Fingrene istedenfor med Gaffel?
Hvilket Shawl du dog har om Hovedet! det faaer
jeg, det er klart. Og er det sandt at de aldrig
spise Svinekjød? — Dette er al den Forklaring,
Manden faaer eller æsker; han laaner, da han ikke
kan gaae ud i sit Costume, foreløbigt et Par
Benklæder af sin Efterfølger, Lauras Cavaliere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
