Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingefærret skal brænde Jer i Munden» — et Motto,
der kun lover Forargelse og satirisk Skjemt; men
ligefuldt var det med berettiget og prophetisk
Stolthed, at Byron skrev: «Forlanger I et
moderne Epos, saa har I Don Juan, det er saa godt
et Epos for vor Tid som Iliaden for Homers.»
Det blev Byron, som gav, hvad Chateaubriand
havde indbildt sig at give i «Martyrerne», den
moderne episke Digtning, der hverken lod sig
opføre paa den christeligt-romantiske Grundvold, som
Chateaubriand vilde det, eller paa en enkelt
Nations Folkeliv, som Scott havde forsøgt det. Den
lykkedes for Byron, fordi hans Grundvold ingen
ringere var end vort Aarhundredes hele
kosmopolitiske Cultur.
Hans Juan er ingen romantisk Helt, han
hæver sig hverken ved Intelligents eller
Charakter synderlig høit over Gjennemsnittet, men han
er en Yndling af Lykken, en sjeldent smuk, stolt,
kjæk og yderst heldig Mand, der ledes langt mere
af sin Skjæbne end af Forsæt og Plan. Saaledes
passer han til Helt i et Digt, der skal omfatte
Menneskelivet og hvor det ikke gik an, at Helten
valgte sig et særligt Felt. Thi for dets
Spillerum og Rækkevidde var alt fra første Færd ingen
Grændse dragen. Digtet stiger og synker som
baaret af solbelyste og stormslagne Bølger, og
kastes fra een Yderlighed til en anden. Paa den
ildfulde Kjærlighedshistorie mellem Juan og Julia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
