Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Værk derimod, i hvilket en selvstændig Forfatter
uden Bihensyn har talt som han har følt og malt
som han har seet, er og bliver et indholdstungt
Document.
Kun tilsyneladende strider denne Fordømmelse
af den af Hensynet til Publicum bestemte
Digtning mod Paavisningen af de sociale Omgivelsers
afgjørende Indflydelse paa Skribenten. Han kan
visselig ikke stille sig udenfor sin Tid. Men
Tidsstrømningen er ikke enkelt, der gives en
Over- og Understrøm. Kun det, at lade sig drive
af hin, er Svaghed og fører i Fordærv. Med
andre Ord: Der gives til enhver Tid herskende
og yndede Ideer og Former, som ikke ere andet
end de længst uddragne og efterhaanden forstenede
Resultater af tidligere Tiders Liv, og der gives
en hel anden Klasse af Tilskyndelser, som endnu
ikke have vundet Form, men som ligge i Luften
og som af en Tidsalders mest begavede Skribenter
fornemmes som de Resultater, der nu maa uddrages.
Det er dem, som afgive Bestræbelsernes
forenende Element.
I Aaret 1827 gjæstede engelske Skuespillere
Paris, og for første Gang saae Franskmændene
Shakspeares Mesterværker, Kong Lear, Macbeth,
Othello, Hamlet, beundringsværdigt spillede. Det
var under Indtrykket af disse Theateraftener, at
Hugo skrev sin Fortale til «Cromwell», der opfattedes
som den nye Litteraturs Program.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
