Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samtidige Cousin, om hvem den minder. Han
sondrer tre store Perioder: den primitive, hvor
Poesien er lyrisk, den antike Civilisations, hvor
Poesien er episk, og Christendommens Tidsalder,
som er Dramets. Det Eiendommelige for den
christelige Tids Poesi, der identificeres med den
moderne, skal være det, at denne Digtning, som
af Religionen har lært, at Mennesket bestaaer af
to Bestanddele, Legeme og Sjæl, af et dyrisk og
et aandeligt Væsen, giver begge de to tilforn
hinanden udelukkende Elementer, det Ophøiede og det
Groteske, Plads i samme Værk. Tragedien behøver
derfor ikke gjennemgaaende at være højtidelig,
den tør udvikle sig til Drama.
Bekymre vi os nu mindre om, hvad Hugo siger,
end om. hvad han egentlig vil sige, finde vi, at
Summen af denne temmelig taabelige Begrundelse er
en naturalistisk Protest mod det Abstractskjønne
som Kunstens egentlige eller høieste Gjenstand.
Meningen er: Vi ville forlade Conveniensen, vi
ville ikke være forpligtede til at fjærne alt det
fra den alvorlige Poesi, som direkte minder om
Legemverdenen. Man seer det af hans Exempler.
Dommeren skal turde sige: «Dømt til Døden —
og lad os gaae hen og spise til Middag.» Dronning
Elisabeth skal turde bande og tale Latin. Cromwell
skal turde sige: «Jeg har Parlamentet i min
Sæk og Kongen i min Lomme.» Cæsar skal i
Triumfvognen være bange for at vælte. Og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
