Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kalder Napoleons Sætning: «Fra det Ophøiede til
det Latterlige er der kun et Skridt» for det
Angstskrig, der indeholder Dramet og Livet i
en Sum.
Saa exalteret end Udtrykket er, saa er
Meningen ligefrem: Han fremhæver det Uskjønnes
æsthetiske Værd. Og i mange Udtryk, snart
saaledes, at det Skjønne kun omfatter Formen i dens
simpleste Forhold som absolut Symmetri, i dens
inderligste Harmoni med vor Organisation,
hvorimod det Hæslige er Led i en meget større
Harmoni, vi ikke kunne oversee, snart saaledes,
at det Skjønne er fattigt, kun har en eneste Type,
det Hæslige tusind o. s. v. Læren blev af
Modstanderne parodieret med Formelen «le Laid c’est
le Beau» («Foul is fair», som Hexene i «Macbeth»
synge) og bekjæmpet med de Indvendinger, der i
vore Dage af Romantikerne selv gjøres gjældende
mod den yderliggaaende Naturalisme.
Var da denne franske Romantisme ikke simpelthen
en let maskeret Naturalisme? Hvad Hugo i
den unge Slægts Navn fordrede var jo dog kun
Natur, sandhedskjærlig Gjengivelse, Localfarve og
historisk Farve; George Sand er jo kun Rousseau’s
Datter, Forkynderinde af et Natur-Evangelium;
Beyle og Mérimée ere halvt brutale, halvt elegante
Naturdyrkere; Balzac bliver nutildags endog æret
som Stifter af en naturalistisk Skole.
Svaret er simpelt. Hugo’s Løsen var vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
