Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Charles Nodier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gift», som Shakspeare udtrykker det, [1] er her
gjennemtrukket med en elskelig Humor, med en
naiv og ideal Livsfilosofi, der ikke glemmes, fordi
den i Øieblikke er gaaet igjennem enhver Mands
Hjerne.
Michel er alt ved at række Halsen frem, da
under Støi og Skrig Feen, som samler Krummer,
kommer styrtende med alle Byens Gadedrenge
efter sig og bringer Beviset for den Dødsdømtes
Uskyld. Han ægter hende af Taknemmelighed;
men neppe har i Brudenatten Døren hermetisk
lukket sig mellem ham og hans ældgamle Hustru,
og neppe har han lukket sine Øine, før Belkis i
sit Brudeslør nærmer sig hans Leie.
«Ak, Belkis, jeg er gift, gift med Feen, som
samler Krummer.»
«Jeg er Feen, som samler Krummer.»
«Ak nei, det er umuligt, du er jo næsten
lige saa høi som jeg.»
«Det kommer af, at jeg strækker mig.»
«Men dette pragtfulde, lokkede Guldhaar,
som strømmer over dine Skuldre, Belkis? Det har
Feen, som samler Krummer, ikke.»
«Nei, for det viser jeg kun min Mand.»
«Men Feens to store Hugtænder, o Belkis,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
