Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. De Vigny’s Poesier og Hugos østerlandske Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
godt er Digtet ikke, thi det er ikke rigtigt sandt.
Saaledes har hin Slave ikke talt, man sporer
Digterens personlige Indignation gjennem Rapporten.
De Digte, der nu følge, «Hovederne paa Seraillet»,
«Enthousiasme» og «Navarino» bære yderligere
Vidnesbyrd om den oprindelige nygræske Inspiration,
hvoraf «Orientalerne» fremgik. Men saa gjør
Digteren et stort kunstnerisk Fremskridt, han
svinger sig over paa Tyrkernes Standpunkt, digter
sig ind i deres Sind.
«Paschaens Sorg» er det første, halvt ironiske
Forsøg. Dervischer og Bombarderer, Odalisker
og Slaver, alle søge, hver fra sit Synspunkt, hvad
vel Aarsagen kan være, hvorfor Paschaen sidder
stum og drømmende med vaade Øjne i sit Telt.
Men Aarsagen er ikke den, de formode, hverken
at Favoritinden har været utro eller at der har
manglet et Hoved i Fellahens Sæk. Nei, hans
Yndlingstiger fra Nubien er død. — Dette er endnu
kun et Tilløb. Digteren er ikke endnu helt ude
af sig selv, helt udenfor sit Væsen som
Privatpersonlighed; man sporer ham i en svag Spot, der
forstyrrer og opløser Billedet. Saa følger Digtet
«Tyrkisk Marche» og vi ere helt i Orienten.
De mesterlige Strofer ere indfattede i Omkvædet:
«Min Daggert drypper af levret Blod og
min Øxe hænger ved min Sadelknap»; men
Indholdet er ellers ikke vildt; det er alvorligt, fuldt
af tyrkisk Pietet, og Tankegangen helt bestemt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
