Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. De Vigny’s Poesier og Hugos østerlandske Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Æresforestillinger, der ikke ere mindre følte,
fordi de ere af en anden Art end vore.
Marchen begynder: «Jeg lider kun den sande
Soldat, Belials Rædsel. Hans rummelige Turban
gjør hans Pande dobbelt streng. Han kysser
ærbødigt sin Faders Skjæg, og elsker sønligt sin
gamle Sabel.» Det hedder videre: «Den, som
holder af at snakke med Kvinder; den, som ikke
ved et Drikkelag kan nævne en smuk Hests
Stamtavle; den, som ligger paa Silkedivaner, som er
bange for Solen, som kan læse, og af Skrupler
overlader al Cypervinen til de Christne — det er
en feig Hund og ikke en Soldat; ham seer man
aldrig, naar Slaget gaaer løs, staae opreist i de
brede Stigbøiler med Sablen i Haand og spore sin
Hest dybt ind i Sværmen.» Her er ikke mere
nogen græsk Stemning eller nogen europæisk Ironi
over tyrkisk Barbari; her er Digteren helt bleven
Dramatiker indenfor det tyrkiske Omraade, her
er den sanddru Brutalitet i Localfarven, som ingen
nordisk Digter nogensinde har naaet i slige Æmner;
her er den rette mandige Barskhed i Tonen.
Dette er ikke Følelsespoesi, det er Toner i
Dur, og der er Durklang i alle disse Digte, selv
hvor Kvinden og Kjærligheden har slynget deres
Rytmer ind i disse vilde og haarde. Der er
grusomme og hjerteløse Kvindeskikkelser som den
jødiske Sultaninde, der altid fordrer nye Hoveder
af sine Medbeilersker, og der er fine og musikalske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
