Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskeligheden, som i «Orientalerne»
Umenneskeligheden, fundet sit poetiske Udtryk.
Naar Digteren sidder ene og lader sin
Fantasi glide ned ad Drømmenes Skraaplan, da tænker
han først paa sine Kjære, seer sine Venner, En
for En, saa alle nærmere og fjernere Bekjendte,
saa alle Ubekjendte, Menneskeheden, levende og
døde Byer med deres Befolkning, indtil Blikket
fortaber sig i Skuet ud over Tidens og Rummets
dobbelte Hav, det Endeløse og det Bundløse, ud
over det Endeløse, der evigt ruller ned i det
Bundløse. Hint Uendelige, som Hugos store
Forgjænger, André Chénier, forsmaaede, hin religiøse
Følelse, som ikke fandtes hos dette det attende
Aarhundredes Barn, træder, lutret for Reactionstidens
Overtro, ind i sine Rettigheder paany hos
Hugo.
Digteren bestiger en Høi ved Kysten og hører
derfra en dobbelt Stemme, en fra Havet og en fra
Landet. Hver Bølge har sin Mumlen, hvert enkelt
Menneske sin Røst, sit Suk, sit Skrig, og Bølgernes
og Menneskenes Stemmer smelte sammen til to
uhyre, hjærtegribende Kor: Naturens Sang og
Menneskehedens Klage.
Her møde vi Uendeligheden ikke mere som det
blot Monstrøse, der nu og da træder op i
«Orientalerne», men som det Hav, hvor det er naturligt
og efter Leopardis bekjendte Udtiyk sødt for
Tanken at strande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
