Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slags Konger sidde og trænge sig op ad hinanden
i Forværelserne. Havde man Lyst til en Søjle,
lod man Keiseren af Østerrig give Bronzen til
den. Man ordnede — ganske vist en Smule
vilkaarligt — Skuespillerforholdene ved Théâtre
français, men Reglementet var dateret fra Moskwa.
Den Gang var det stort, nu er det smaat.»
Dette er i Grundtræk Hugos poetisk-politiske
Fysiognomi i Begyndelsen af Trediverne. Hans
Holdning var en Førers og en Profets.
Imidlertid arbeidede hans yngre Venner sig
rundt omkring ham frem til Navnkundighed. Det
var, som om Hugos Personlighed og Hus
forplantede Poesien. Næsten alle de, der kom der,
aabenbarede sig efterhaanden som Poeter. Hugo
bad undertiden Sainte-Beuve at fremsige nogle
Vers, og naar han blev plaget fra alle Sider,
maatte han, efter at have bedet den lille Leopoldine
og den lille Charlot om at gjøre dygtigt Spektakel,
mens han talte, give nogle af sine smukke og
maniererte Digte til Bedste. Svogeren Paul
Foucher indførte den syttenaarige Alfred de Musset
i Huset. En Morgen gik han op til Sainte-Beuve
paa hans Tagkammer, vækkede ham og sagde
forlegen og smilende til ham: «Ogsaa jeg gjør Vers.»
De Vers, han gjorde, ere blevne verdensberømte.
Hvis man i Frankrig spørger en Lægmand,
en Mand af Folket, en Arbeider eller blandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
