Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Ballade, der parodierede sin egen Form, og
hvis Digter syntes at gaa paa Hænderne og kaste
Taakys ud til alle Sider.
Hugo havde paabudt Ærefrygt ved sin
Helteholdning og sine Kjæmpetrin; hans mægtige
Rhetorik fremkaldte en ærbødig Forundring, men
denne utrolige Gratie i Flotheden, denne geniale
Uforskammethed i Skjælmeriet virkede befriende
og dog betagende. Der var dette djævleblændt
Uimodstaaelige deri, over hvilket Kvinderne ere
og i dette Tilfælde vare de bedste Dommere. Han
talte om Kvinderne, altid om Kvinderne, og ikke
som Hugo med tidlig Modenhed, med ægteskabelig
Troskab, med ridderlig Ømhed, med romantisk
Galanteri — nei, lige omvendt med en Lidenskab,
et Had, en Bitterhed, et Raseri, der røbede, at
han foragtede og tilbad dem, at de formaaede
at bringe ham til at lide og skrige, og at
han hævnede sig ved stormende Anklager og
luende Spot.
Ingen Modenhed, ingen Sundhed, ingen sædelig
Skjønhed, men en Ungdom, som sydede, en
Intensitet af Liv, der var uhørt, og som ikke
lader sig beskrive bedre, end man kunde beskrive
den høirøde Farve for hin Blindfødte, som sagde:
den minder altsaa om Lyden af en Trompet. Og
der var i disse Vers Noget af høirød Farve og
Noget af en Fanfares Klang. At Skjønheden er
udødelig i Kunsten, det er sandt. Men der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
