Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hugo og hans Skole og røber sig den rene Lyrikers
Overlegenhedsfølelse overfor den geniale Rhetoriker;
i selve Digtets Overstrømmen er et Sværmeri,
en Begeistring for Poesi og en digterisk
Selvfølelse, der minder om Goethes «Wanderers
Sturmlied».
Og alt som Musset nu udviklede sig og naaede
Skjels Aar og Alder, aabenbarede han flere og
flere Fortrin, som overstraalede Victor Hugos.
Han erobrede Læseverdenen ved sin dybe
Menneskelighed. Han tilstod sine Svagheder og Feil;
Victor Hugo følte sig forpligtet til at være
ufejlbar. Han var ikke den underfulde Versekunstner
som Hugo, han formaaede ei som denne at hamre
Sprogets Metal til Rette paa en Ambolt og fatte
Ordenes Juveler i Guld. Han skrev skjødesløst,
rimede omtrentlig, slettere endnu end Heine rimer,
men han var aldrig Rhetor, altid Menneske. Glæde
og Kval havde hos ham en Sandhed, der syntes
evig. Kastede man et af hans Digte paa en
Bunke af andre Digteres, virkede det som
Skedevand, Alt omkring det fortæredes som Papir,
fordunstede som Ord, det alene blev og brændte og
klang i sin skjærende Sandhed som Skriget fra et
Menneskebryst.
Hvori laa det da, at ikke han men Hugo
blev Litteraturens Behersker og den unge Skoles
Fører?
Det laa i, at man om ham kan vende Ordene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
