Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norm, men hun er i streng Forstand klassisk ved
Periodernes Regelbundethed, ved Formens abstracte
Skjønhed og Farvegivningens Ædruelighed. [1]
Brevene fra Venedig og end mere de første
efter Hjemkomsten til Frankrig vise Enhver, der
forstaaer at læse, hvor ydmyget George Sand
følte sig over Tabet af Musset, hvor dybt Savnet
af ham gik hende til Hjerte, og hvor arrangeret
den en Snes Aar senere givne Fremstilling af
Forholdet er i «Elle et lui». Der har visselig
været Tider, hvor hun følte sig, som skulde hun
gaae tilgrunde af Længsel og Skam og Sorg.
I Brevet til Rollinat fra Januar 1835 finder jeg
en betegnende, saavidt jeg veed, hidtil overseet
Passus, som har sin Ynde og rummer en Bekjendelse:
«Hør en Historie og græd! Der var engang
en god Kunstner, som hed Watelet og som raderede
bedre end nogen anden Mand paa hans Tid. Han
elskede Marguerite Le Conte og lærte hende at
radere lige saa godt som han selv. Hun forlod
sin Mand, sin Eiendom og sin Hjemstavn for at
leve sammen med Watelet. Verden forbandede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
