Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digterinden, næsten lige saa stærkt som de sociale og
politiske Former. Dog efterhaanden forfølger man,
hvorledes Begeistringens Gnist luer op i hendes
Bryst. Hun misunder sine mandlige Venner deres
Tro og den Handlekraft, den avler, hun «som kun
er en Poet, det vil sige kun et lille Kvindemenneske».
I en Revolution vilde de Andre for
Alvor gaae ud paa at tilerobre Slægten Frihed,
hun vilde kun kunne lade sig slaae ihjel i det
Haab, for første Gang i sit Liv at have gjort
nogen Gavn, var det saa end kun den at reise en
Barrikade saa høi som hendes Lig. Dog hun
slutter:
«Har nogen af Jer Brug for mit Liv i
Nutid og Fremtid? Hvis I blot ville love at
stille mig i en Idees og ikke i en Lidenskabs
Tjeneste, saa er jeg villig til at lyde Eders Bud.
Ak! jeg siger Eder det forud, jeg duer kun til
tappert og trofast at udføre en Befaling. Jeg
kan handle, ikke overveie, thi jeg veed Intet og
er ikke sikker paa Noget. Jeg kan kun lystre,
naar jeg lukker mine Øine og tilstopper mine
Øren for ikke at see eller høre noget, der gjør
mig uvis; jeg kan marchere med mine Venner,
som Hunden, der seer sin Herre seile bort paa
Skibet og som kaster sig ud i Vandet for at følge,
til den døer af Træthed. Havet er stort, o mine
Venner! og jeg er svag. Jeg duer kun til Soldat
og jeg er ikke fem Fod høi. — Men ligemeget!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
