Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til 1349 en fra Frankrig adskilt og i sin
Politik halvt italiensk Stat. Beyle indbildte sig
desuden, at Ludvig den Ilte, der som Dauphin i
flere Aar styrede Landet, havde meddelt
Indbyggerne Noget af sit omsigtige Geni, der altid var
paa sin Post mod den første Indskydelse. Hvor
usandsynligt dette end er, saa er selve Antagelsen
charakteristisk.
Omgivelserne uddybede tidligt det Præg af
Mistro, som Hjemmet havde givet Henri Beyle.
Da han endelig opnaaede den saa længe
eftertragtede Frihed, det vil sige: blev sat i en Skole
som andre Drenge, ventede en stor Skuffelse ham.
Den lille stærke, tæt og svært byggede Dreng med
det livlige Blik og det talende Fysiognomi, der
paa Grund af sin faste Gang, sine herkuliske
Lemmer og sit runde Hereules-Hoved i Skolen fik
Tilnavnet «det vandrende Taarn», var tiltrods for
det ironiske Træk om Munden en Enthousiast.
Han fandt i Skoledrengene ikke de muntre,
elskværdige og ædelsindede Kammerater, som han
havde forestilt sig, men istedenfor en Bande høist
egoistiske Hvalpe. «Denne Skuffelse», sagde han,
da han engang fortalte sin Yen Colomb derom,
»har gjentaget sig i Løbet af hele mit Liv».
«Jeg havde», fortsatte han, «heller intet Held
med mig overfor mine Kammerater; jeg indseer
nu, at jeg dengang besad en meget latterlig
Blanding af Hovmod og Trang til at more mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
