Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle og Mérimée vare i Kraft af deres
Kjærlighed til Kjendsgjerningen og dens knappe
Form lige store Hadere af den klassisk-franske
Rlietorik, og hvad mere er de adskille sig begge
fra næsten alle samtidige Romantikere derved at
de ikke vilde erstatte hin Rlietorik ved Lyrik.
Beyle har aldrig skrevet en Linie Vers; han
manglede Øre for den simpleste metriske Rytme;
han betragtede tiltrods for alt det Sværmeri, han
indbildte sig at nære for Italiens Digtere, den
metriske Form som blot Hukommelsesmiddel, og
fandt den derfor urimelig, hvor den ikke tjente
til at lære Ord udenad. Man finder en lignende
Uvillie mod Verseformen hos Mérimée. Han
halen saadan Sky for Rimets blødagtige og
sværmeriske Musik, at de talrige Digte, der forekomme
i hans Skrifter, uden Undtagelse ere nedskrevne i
Prosa; han lader selv oversatte Digte tabe deres
Charakter heller end at gjengive dem i bunden
Stil. Den Antagelse ligger tilsyneladende nær,
at han ikke tiltroede sig Herredømme over den
metriske Form. Jeg troer snarere, at hans
Stolthed har været for kilden til at han kunde
forelægge fremmede Øine et Digt og taale Kritik
derover. Da han som »Breve til en Ubekjendt»
vise, var i Stand til at skrive engelske Vers, saa
kan det næppe have skortet ham paa Færdighed
i Sprogbehandlingen. Men han udviklede aldrig
denne Færdighed; Uvillien mod Hjerte-Udgydelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
