Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Følelsens dybe Undseelighed medførte samme
Resultat som Mangelen paa Gehør hos Beyle.
Dog Mérimée gaaer paa dette Punkt som
paa andre videre end sin Lærer. Der var paa
Bunden af Beyle’s Sjæl et lyrisk Hang; det
kommer til Udbrud i hans haardnakkede Sværmeri
for Napoleon, for Italien, for det sextende
Aar-hundrede, for Cimarosa og Rossini, Correggio og
Canova, i alle de Superlativer, der sprudle frem
under hans Pen næsten ikke mindre yppigt end
under Balzac’s. Mérimée derimod nøies ikke med
-at banlyse den lyriske Form fra sine Værker;
han giver Afkald paa Lyriken i og for sig; hans
Væsen er tilmuret oventil. Den Prosa, han
skriver, er den mindst lyriske, der gives. Hvis
den gamle Sætning: «Man er ikke Digter uden
Lyrik», var sand, maatte man negte Mérimée
Digternavnet.
Man sammenligne for at faae det fulde
Indtryk af hans digteriske Positivisme et Øieblik
hans Fortællinger ikke med Bejde’s, men med de
samtidige første af George Sand. Skjøndt det,
der i disse Bøger fortrinsvis skildres er det unge
Kvindehjertes Liv, den dybe Blufærdighed, den
Trang til Hengivenhed og den Modtagelighed for
Lidenskaben, som ingen Kvinde før med saadan
Aandsoverlegenhed havde afsløret for os, har
George Sand dog dybt nede paa Bunden af sin
Sjæl en Sag; hun har en Forurettelse at hævne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
