Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gives, op mod hinanden, Mérimées berømte Par
Blade «Stormen paa Skandsen» og Beyle’s ikke
mindre berømte Skildring af Waterloo-Slaget.
Modsætningen er slaaende: Hos Beyle eu
Ynglings Begeistring for Napoleon og for Krigeræren
fremstilt med mild Ironi og dog med levende
Sympathi, lios Mérimée kun den mørke, sørgelige
Side af Kampen, den halvt mechaniske Storm paa
en Redoute; det er Krigen som Krig, som han
uden Hensyn til Fædrelandskjærligheden,
Begeist-ringen eller nogen anden høiere Følelse end
Soldater-Stoicismen og Udsigten til Forfremmelse,
maler med saa fast en Kunstnerliaand som Gérdme’s.
Beyle og Mérimée stemme overens i deres
indenfor den romantiske Skole særegne Holdning
overfor Religionen. De franske Romantikere stode
jo saa lidt som de tydske oprindeligt i noget
fjendtligt Forhold til Katliolicismen. Enkelte
iblandt dem vare fra først af Troende, de øvriges
Forhold til Religionen var et Pietets- eller et
Ligegyldigheds-Forhold. Mérimée var som Beyle
fra første Færd af grundhedensk i sin Tankegang
og sit Følelsesliv. Hans Fritænkeri havde endog
lige saa fuldt som Beyle’s en lidenskabelig
Cha-rakter. Han var vel ikke naiv nok til som Beyle
at nære en Art Fjendskab mod den personlige
Gud, men han delte Beyle’s Afsky for Religionens
Repræsentanter. Imidlertid kommer hans Uvillie
mod Ckristendommen langt mere indirekte tilorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
