Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
viste ham paa nært Hold, hvor daarligt et Rygte
han havde paa sig, ærgrede han sig et Par Dage
igjennem over sin Uforsigtighed. Af lutter Angst
for at bære sig ad som de Forhyklede kom han
selv til at hykle, til at hykle Frivolitet og
Haard-hjertethed, og af lutter Frygt for at blive holdt
for Nar, førte han ikke blot Andre bag Lyset,
men bedrog sig selv for mangen ren og ligefrem
Livsnydelse. Den Bedragne er tidt, ikke blot i
Theatret — som Gorgias sagde — visere end den
Ikke-Bedragne. Den, der ikke stadig frygter for
at give sig Blottelser, har mere Mod, frembringer
Mere, og virkeliggjør fuldstændigere alle de
Muligheder, som slumre i hans Sjæl.
Hos Mérimée havde den evige Bekymring for
at give sig Blottelser to slemme Følger, som den
ikke fik hos Beyle. For det Første gav den ham
i hans ældre Aar et Præg af officiel Stivhed.
Som Medlem af Akademiet og Senatet, som
Keiserfamiliens Yndling og betroede Mand maatte
han snart figurere, snart holde Taler ved
høitide-lige Leiligheder, hvor han i sit Indre bestandig
moquerede sig over sin Holdning og sine egne
Ord. Beyle bragte sig aldrig i nogen Situation,
hvor han behøvede at tale med Ærefrygt om
Ting, han ringeagtede, eller at sige Dumrianer
Complimenter. Han havde ikke for Intet skrevet
disse Ord: «Naar jeg seer en Mand bryste sig i
en Selskabssal med flere Ordner i Knaphullet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
