Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjør Ende paa sin Plage og sin Modstanders Liv?
Vil man ikke fremstille en svækket, men en
kraftig Menneskerace, bliver det idetmindste
saa-ledes, og heraf følger da hos Forfatteren
Tilbøie-ligheden til at lade enhver Følelse antage
Charak-ter af skarp og voldsom Lidenskab, heraf følger
Trangen til at fordybe sig i det Grusomme og
Barske, til at lade Døden, haard og kold, ikke
Tragoediedøden, men den virkelige Død i dens
hele Ubarmhjertighed sætte Kronen paa ethvert
Værk, som udgaaer fra dette Kunstnerværksted.
,Heraf med eet Ord det Atroce hos Mérimée.
Han er fortrolig med Døden. Hvis de gamle
Betegnelser sloge til overfor ham, vilde man kalde
ham en stor Tragiker; men Mérimée troer ikke
paa, hvad aristotelisk opdragne Doctrinære pleie
at kalde den tragiske Forsoning. Han synes at
sige med Schiller om de øvrige Digteres
Fremstilling af den store Katastrofe: «Aber der Tod,
Ihr Herrn, ist so ästhetisch doch nicht.»
Allerdybest i hans Sind ligger Kjærligheden
til det kraftige Charaktertræk. Han elsker ikke
som Balzac selve Kraften som Kraft i Driften,
i Lidenskaben; han elsker Kraften i Betydning af
det oprindeligt Dygtige i Charakteren og det
energisk Afgjørende i Begivenheden, og som
naturligt er, han begynder med at opfatte og gjengive
den afgjørende Begivenheds Poesi, endnu længe
inden han er moden nok til at fremstille den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
