Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sande og kraftige Charakters. Af alle
Begivenheder er Døden den mest afgjørende, og saaledes
gaaer det til, at han forelsker sig i Døden, vel
at mærke ikke i Døden, som den opfattes af
Spiritualister eller Troende, ikke i Døden som
lutrende Overgang, men i det voldsomme,
pludseligt indbrydende og barske Tilfælde, der med
store blodige Træk tegner en Afslutning. Han
er som Siéyes for «La mort sans phrase».
Den Antagelse kunde ligge nær, at ligefuldt
en vis Følelsesløshed, et vist Hang til
Grusomhed hos Mérimée som Menneske maatte ligge
bagved denne litterære Haardhjertethed. At
imidlertid de øxtravagante Ytringsformer af denne
Egenskab, i Virkeligheden fra først af vare foraarsagede
af den nævnte polemiske Stemning mod den poetiske
Brug af det Børende, lader sig næsten bevise ved
direkte Udtalelser af Mérimée. Jeg finder i hans
Afhandling om hans Ungdomsven Victor
Jacque-mont denne Passus: «Jeg har aldrig kjendt noget
Hjerte, der i Virkeligheden var mere følelsesfuldt
end Jacquemont’s. Han var en kjærlig og øm
Natur, men han anvendte lige saa stor Omhu paa
at dølge sine Sjælsbevægelser som Andre paa at
skjule deres slette Tilbøieligheder. I vor Ungdom
vare vi bievne stødte tilbage af den falske
Følsomhed hos Rousseau og hans Efterlignere, og
der indtraadte, som det pleier at skee, en over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
