Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lian Bly i sine Saaler; thi han kunde ikke faae
Veiret, følte den kolde Sved paa sine Tindinger
og kunde høre sit Hjertes Slag; men hver Gang
de kom op til Døren og En vilde trække i
Klokkestrengen, fløi han, grebet af en overvældende
Angst, i Firspring ned igjen ad Trappen, fulgt
af sine raabende og leende Beskyttere. Som det
pleier at gaae i Eventyrene, lykkedes det tredie
Forsøg. Gautier bad om Forlov til at sidde en
Stund paa et af den øverste Afsatses Trappetrin
for at komme sig lidt eftersom han følte Benene
dandse under sig; da gik i det samme Gangdøren
op og i en Lysstrøm som den, der danner Glorien
om Pliøbus Apolio, aabenbarede sig imod den
mørke Trappe ingen ringere end Victor Hugo selv
i al sin Hæder og Herlighed, ganske borgerligt
klædt med sort Frakke og graa Buxer, og lige
saa omhyggeligt barberet som den første, den
bedste Filister. Han smilte ved Synet af den
betagne Yngling, men syntes ikke særdeles
overrasket, thi han var vant til at see unge Poeter
og Malere rødme og blegne og stamme paa sin
Tærskel. Han stod øiensynligt netop i Begreb
med at gaae ud paa Gaden som en anden
Dødelig, hvilket undrede Gautier mere end det vilde
have undret ham, om han var kjørt gjennem Byen
paa en Triumfvogn trukket af fire livide Heste og
med en Seiersgudinde foran paa Vognen, der holdt
en Guldbrands over hans Hoved. Han vendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
