Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
imidlertid tilbage til sin Stue og Tkéophile
Gautier overværede som stum Tilhører Samtalen
mellem ham og hans to unge Venner. Selv var Gautier
altfor forlegen til at tale med; men fra denne
Samtale daterer sig ligefuldt en Epoclie i hans
Tilværelse; thi fra hint Øieblik af og til sin Død
var han Hugos svorne Mand, hans brændende
Beundrer, hans taknemmelige Elev, hans ufortrødne
Herold. Aldrig end ikke glimtvis, end ikke under
mangeaarig Adskillelse og den Afstand, modsatte
politiske Retninger medføre, glemte han den
ubetingede Trofasthed mod den, han fra deres første
Møde af ved sig selv havde kaldt sin Herre og
sin Mester.
Anledningen til Besøget var «Hernani»’s
første Opførelse paa Theåtre frangais. Man kom
for at hente nogle Pakker af de smaa, firkantede
røde Billetter med det paatrykte «Hierro».
Gautier, der havde læst «Orientalerne», var allerede
begeistret for Stykket før han kjendte det.
Han havde i det Kvarter, han beboede, længe
været kjendt for sin Extravagance. Han udæskede
paa alle Maader hin abstracte Spidsborger, der
var de unge Romantikere saa forhadt. Han gik
til daglig Brug i en Trøie af sort Fløil og Sko
af gult Læder med sit lange mørkebrune Haar,
der klædte hans matgule Hudfarve fortræffeligt,
hængende helt ned til Beltet, altid med bart
Hoved, skjærmet af en Parasol eller Paraply, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
