Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Talent over det hensynsløse og forfærdende Geni,
det var i Gautiers Øine den egentlige
Helligbrøde, og med sande Tigerspring kastede han sig
over disse Talenters Popularitet. Han kunde,
tilstod han selv senere, i hin Tid have ædt
Delaroclie raa og fundet ham velsmagende.
Kunsten for Kunstens Skyld! Kunsten som
sit eget Formaal! det var Gautiers Løsen. Og at
han elskede Kunsten (som man overhovedet elsker)
for den elskede Gjenstands egen Skyld (l’art pour
l’art), vil sige, at han elskede den uden Hensyn
til dens saakaldte Moralitet eller Immoralitet,
Nationalitet eller Unationalitet, Nytte eller Unytte.
Ved denne sin Forgudelse af Kunsten
betegner han et Udviklingstrin i Komantismens
Historie. Den litterære Renaissance var jo begyndt
som Andagt overfor Katholicismen og det legitime
Kongedømme. Da Bevægelsen med Hugo i sin
Spidse tog sit andet store Tilløb, var det en Tid
lang som Begeistring for Kunsten blot som Kunst,
men denne Begeistring var hos Flertallet halvt
ubevidst, skjulte sig under Sværmeriet for
Middelalderen, for det sextende Aarhundrede, de heftige
Lidenskaber, Localfarven o. s. v. Gautier var
den eneste, som var sig hint latente Princip helt
og fuldt bevidst, og derfor er hans Navn enstydigt
med hele den Fase af Bevægelsen, under hvilken
Poesien forfægter sin egen Ret. Vel kunde det,
naar man holdt sig til visse af Hugo’s Fortaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
