Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lieder»., gav Digterens personlige Stil i lyrisk
Poesi det mest udprægede Udtryk.
Behandlings-maaden var ganske i Billedkunstens Aand.
Digteren forsøgte ved Farvernes Kraft og
Sammensmeltning, Formens Fuldkommenhed og Finhed.
Rimenes strenge Renhed og sikkert afpassede
Harmoni, kort sagt ved et Mesterskab, der intet
oversaa, end ikke det Mindste, at levere
digteriske Sidestykker til de Miniatur-Mesterværker i
Agat eller Onyx, som de Gamle have efterladt
os, saavelsom til Renaissancetidens italienske eller
franske Emailmaleri paa Guldgrund. Han naaede
i disse Poesier, til hvilke man endnu kan henføre
det som anstødeligt udeladte, men over al Ros
beundringsværdige Digt «Musée secret» — trykt
i Bergerats «Théophile Gautier» — en sproglig
Skjønhed, der kan betegnes som ideal, og med
hvilken høist den sproglige Plastik i enkelte
senere Digte af Leconte Lelisle kan sammenlignes.
Digtet «L’art», med hvilket denne Samling slutter,
og der som sprogligt Kunstværk vel kan kaldes
et Mindesmærke, indeholder i Stenstil hans
Kunstanskuelse. Han elskede Kunsten, som han saa
dybt forstod, saaledes, at han satte den over alt
Andet paa Jorden og han saa i den det eneste
Blivende gjennem Tidernes Skifte. Han var vel
altfor tilbøielig til at gjøre Kunstværdien afhængig
af den i Kunstværket overvundne Vanskelighed,
men kun fordi han troede, at det var Kampen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
