Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lader Gautiers digteriske Praxis sig end ikke
altid forsvare, saa havde han Ret i sin Theori.
Poesien har sin egen Sædelighed, den som følger
af Skjønhedskjærlighedens og Sandhedskærlighedens
Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og
indirekte det end ytrer sig, men den er ikke
bunden ved vort Omgangslivs selskabelige Hensyn.
Poesien er i og for sig en sædelig Magt, ganske
som Videnskaben, Fysiologien f. Ex., er det,
skjøndt heller ikke den binder sig til hvad den
gode Tone anseer for omtaleligt. Der gives
usædelige Poeter som der gives usædelige Læger,
men deres Immoralitet har Intet at g.jøre med den
Hensynsløshed, der følger af Kunstens som af
Videnskabens Opgave, og som udspringer af deres
Natur.
Særligt skikket til at indprente denne
Sandhed var et plastisk og malerisk Temperament som
Gautier, der ikke havde kunnet underkaste sig de
saakaldte moralske Fordringer til Digtekunsten
uden at ofre sit hele Talent. Hans særegne Gave
er den at gjengive Sandseverdenen i Ord. Han
er den første, der i stor Stil ved sit Exempel har
vist, at Lessings «Laokoon» har en Lacune; thi
han har beskrevet meget af det, som Lessing
holdt for ubeskriveligt. For Intet mangler han
Ord, hverken for en Kvindes Skjønhed eller for
en Bys Fysiognomi, hverken for Smagen af en
Ret eller for Klangen af en Stemme. »Siden vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
