Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX. Sainte-Beuve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han trykkede hin Kvindes to Hænder, idet han
undgik hendes Blik.» Saa det sidste Klokkesignal.
Han iler over Broen og staaer paa Stranden. Alle
vifte og hilse til ham, Børnene, for hvem Alt er
Leg, raabe med en Art Glæde farvel.
«Men Kvinden, o Kvinden! Ubevægelig stod
hun med hævet Arm og et rødt og blaat
Lommetørklæde i Haauden. Hun viftede ikke med det;
hun syntes livløs og hun havde vel fortjent, at
Himlen havde forbarmet sig over hende og
forstenet hende . . . Jeg tænkte: Stakkels Sjæl, du
Enke efter en afsindig Kjærlighed, hvad skal dette
blive til iaften, og imorgen og bestandig! Denne
plumpe, grove Mand. denne dybe Fattigdom, denne
Datter, som veed Alt og som ikke med noget
overbærende Blik paa denne Reise har udspeidet
Alt, hvilken Skjæbne!» Næste Dag, slutter
Grevinden, da den unge Mand og jeg vare bievne
Reisefæller, henvendte jeg de Ord til ham: «De
er meget ensom idag.» — «Ja,» svarte han koldt,
«lige fra London af har jeg i sex Uger reist
sammen med de brave Folk.» Tonens
aristokratiske Overlegenhed stod i Strid med de velvillige
Ord. «Og seer De dem snart igjen?» —
»Aldrig,» svarte han med et eiendommeligt Smil;
»jeg vil ganske sikkert aldrig faae dem at see
mere; jeg tager til Schweiz og derfra endnu meget
længere bort.» — —
Jeg gjør endnu opmærksom paa den lille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
