Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beroede paa, at Yitet med alt sit historiske
Skarpblik manglede baade digterisk Lidenskab og
kunstnerisk Evne til at organisere. Da lian
aldrig formaaer at udvikle Patlios, at stige til et
Høidepunkt, ud fra hvilket alt andet vilde tage
sig ud som Forberedelse og Følger, kan han
heller ikke naae til egentlig kunstnerisk
Gjennem-formning. Der har i hans Væsen øiensynlig
været en vis ukunstnerisk Ængstlighed, Angst
for at ændre endog blot det Ringeste i Stoffet,
det historiske Givne, Angst for at lade sin egen
Personlighed bryde igjennem. Han havde ikke
individuel Eiendommelighed nok til at kunne slaae
kunstnerisk Mønt med Præg af hans Billed. At
han forstummede saa tidligt, har sin Grund i, at
den Fantasi, der har frembragt hans Værker, vel
var mægtig, men ikke digterisk fri, hverken i
sine Iagttagelser eller i sin Fremstilling; den var
tynget og hindret af Lærdom, af Archivstøv.
Denne saa smukke og vælige Pegasus stod tøiret
i et Bibliothek.
Det var Synd at sige dette om den
romantiske Digters, der direkte i Vitet’s Spor forsøgte
at dramatisere historiske Stoffer og som allerede
et Aar før Victor Hugo (Februar 1829) slog
igjennem med et historisk Drama «Henri III et
sa cour». Det var Alexandre Dumas (født 1803),
et sprudlende umiddelbart Talent, et
kjæmpeinæs-sigt Temperament, der i Litteraturen har røbet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
