Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forskjellige Varianter, Ideen om den sande Digters
ulykkelige og forladte Stilling i det moderne
Samfund. De Vigny gik ud fra den romantiske
Forestilling om Digteren som et høiere Væsen, ja som
det liøieste Væsen paa Jorden, denne Forestilling,
som ogsaa Tj’dsklands Romantikere havde været
saa gjennemtrængte af, og grebes nu af en dyb
Medlidenhed med hans Lod især som ung, hvor
han mest trænger til Bistand og Paaskjønnelse
men sjeldent finder Hjerter, der forstaae ham, og
Beskyttere, der sikre ham et sorgløst Liv. Det
Smukke ved denne de Vigny’s stadigt
tilbagevendende Opfordring til at give Digterne Brød er,
at han ikke talte sin egen Sag; thi han var af
gammel grevelig- Slægt og fra sin tidligste
Ungdom af uafhængigt stillet. Efter hans Opfattelse
er Digteren en stakkels Syg, der ganske er i sin
Indbildningskrafts Vold. Han er «ude af Stand
til Alt, hvad der ikke er hans guddommelige
Sen-delse,» særlig ude af Stand til at tjene Penge;
han kan ganske vist fortjene sit Brød som
Skribent, men hvis han gjør det, dræber han let det
Bedste hos sig, udvikler Dømmekraften paa
Fantasiens Bekostning, og den himmelske Gnist i hans
Indre slukkes. Man bør da ikke lade den
Gudsendte nedværdige sig ved jordisk Arbeid; hans
Hoved er en Vulkan, fra hvilken der kun da kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
