Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun Rollen. Et Øienvidne har skildret mig
Stemningen i Theatret første Gang, hun spillede
Lu-cretia, med disse Ord: »Man sad aandeløs af
Forventning, da Tæppet skulde gaae op. Det
hævede sig, og vi saae Rachel som Lucretia
siddende ved sin Rok imellem sine Terner. Der
var allerede forud stille; men da hun løftede sit
Hoved og aabnede sine Læber for til Slavinden
at sige de første Ord: Léve-toi Laodice!, blev
der en saadan Stilhed, at vi hørte
Frugtsælgerskerne raabe med Appelsiner udenfor paa Torvet*.
I sin Begeistring for Rachel oversaa man,
at den klassiske Formel ikke blev levende, fordi
et enkelt Geni en Tidlang indpustede geniale
Fortidsværker Liv, og i sin Glæde over Ponsard
manglede man Blik for, hvor forbigaaende hans
Triumf maatte blive. L’école du bon sens
udviklede sig, hvad allerede Benævnelsen varsler
om, aldrig til nogen livskraftig, poetisk Skole.
Ponsard selv var et Talent af anden Rang, hans
begavede Efterfølger Emile Augier, der tilegnede
ham sine Poesier, og hvis Ungdomsdramer ere
skrevne i beslægtet Aand, forlod med Aarene
hans nøgterne Stil.*) Har Skolen — hæderlig
som dens Stræben var — end ingenlunde fortjent
*) Augiers „Gabrielle“ er vel det smukkeste
Skuespil, som L’école du bon sens har frembragt. Hans
Dramer „La Jeunesse“ og „La pierre de touche“ ere
øien-synligt fremkaldte ved Ponsard’s „L’honneur et l’argent“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
