Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII. Den socialpolitiske Ideebevægelse og Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ningsudbrud ikke mangle meget i at være ren Poesi.
De blev det hos Hugo.
Læser man hans Digte fra Fyrrerne føler
man, hvorledes han med sit Digterøre hører
Revolutionens Gang og dumpe Larm under Jorden
og aner, at den vil aabne sit Krater i Paris.
Alt i Fortalen til «Efteraarsbladene» lyder hans
Klage over England, som forvandler Irland til en
Kirkegaard, over Fyrsterne, som gjøre Italien til
et Galeislave-Fængsel, over Czaren, som befolker
Siberien med Polen. Allerede der taler han med
Henblik paa Saint-Simonismen om de gamle
Religioner, der skyde Ham, og om de nye, der
fremstamme deres halvveis sunde, halvveis falske
Formler. Og lige fra den Tid af optræder han i alle
sine Værker som Talsmand for Folkenes Frihed,
for Demokratiet og for Humanitetens Religion.
Han var som Dramatiker begyndt med en blot
Revolution af Kunstformen. Men snart gav han
sig til at bruge Dramet i sine Ideers Tjeneste,
ganske som Voltaire i det forrige Aarhuudrede
havde anvendt Tragoedien til Organ for sine. Et
af hans Dramer (Le roi s’amuse) er et Angreb
paa den vilkaarlige Kongemagt, rettet mod den
brutaleste af Frankrigs kronede Vellystninge,
Frants den Første, et andet («Angelo»), hvis
Fortale er rent saint-simonistisk, stiller Kvinden i
Samfundet og Kvinden udenfor Samfundet op imod
hinanden, tillægger den omvankende Skuespillerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
