Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aftes . . . Siden jeg er lier, har min Kval antaget
fem til sex Former, men Midtpunktet i min Ulykke
er det, ikke at være født i England. Jeg beder
dig, le ikke ad mig, jeg er saa ulykkelig. Vel
er jeg nu traadt i Venskabsforhold til de mest
udmærkede Forfattere, og vel har jeg i Selskab
undertiden nogle Øjeblikkes overfladiske Glæde,
naar jeg gjør Lykke med mine Vers, og jeg kan
være beruset af disse en Aftens, et Øiebliks smaa
Triumfer; men dog er Grunden i mit Sjæleliv ikke
blot Ulykke, men en tør Kræft. Der løber smeltet
Bly i mine Aarer. Hvis man kunde see ind i
min Sjæl, vilde man have Medlidenhed med mig.
Se, England har Alt, halvtredsindstyve Digtere,
der have ført et eventyrligt Liv og hvis Bøger
ere fulde af Indbildningskraft; i Frankrig er der
ikke tre. Og da vilde jeg have havt et
Fædreland, som jeg havde elsket lige indtil dets
Fordomme; der er saa megen Poesi i Englands gamle
Sæder ... En engelsk Dame, som giver mig
Timer, siger mig, at jeg efter to Aars Forløb
meget godt kan skrive paa Engelsk.»
Det er en rørende Illusion. Den stakkels
Fyr, der endnu ikke fuldt beherskede sit eget
Sprog, hvis Oder let bleve stakaandede, hvis Vers,
hvor kunstnerisk de end slebes til, manglede Duft,
drømte om i Løbet af et Par Aar at kunne skrive
et fremmed Sprog med Farve og Giands. Snart
tabte han Tilliden til sine Evner og dømte selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
